Juralektor om udvikling i vejsag: Det er en lille sejr for landmanden – men kun et bump på vejen

Vejdirektoratet giver landmand Martin Lund Madsen medhold. Klagen over kommunens nye ekspropriation får opsættende virkning. Meget usædvanligt, siger juraprofessor.

Den spærrede og ulovligt anlagte vej i Vejen Kommune, Skovgårdsvej, forbliver lukket indtil videre.

Det står klart, efter Vejdirektoratet fredag har afgjort, at landmand Martin Lund Madsens klage over kommunens nye ekspropriation får opsættende virkning.

quote

Landmanden og hans advokater har vundet en lille, formel sejr. Men det er kun et lille bump på vejen for Vejen Kommune.

Frederik Waage, juralektor, Syddansk Universitet

- Det er meget usædvanligt, at Vejdirektoratet bruger opsættende virkning i sager i forbindelse med Vejloven. For det sænker myndighedernes effektivitet. Men det skyldes, at det er en helt speciel sag, hvor der allerede er sket mange fejl, siger juralektor på Syddansk Universitet, Frederik Waage, der er ekspert i ekspropriationsret til TV SYD.

Det er ellers normal praksis, at en klage over en administrativ afgørelse ikke fritager klageren for at efterkomme afgørelsen. I dette tilfælde at vejen skulle have været åbnet igen til sagen er afgjort. Men nu bliver den nye ekspropriationssag sat i bero, og vejen fortsat spærret, indtil sagen er undersøgt til bunds.

- Landmanden og hans advokater har vundet en lille, formel sejr. Men det er kun et lille bump på vejen for Vejen Kommune, forklarer Frederik Waage.

I afgørelsen lægger Vejdirektoratet blandt andet vægt på, at der ikke er lavet en VVM-screening af vejprojektet. Derudover vurderer Vejdirektoratet også, at det er usikkert, på hvilke grundlag dele af Martin Lund Madsens grund er blevet eksproprieret.

quote

Det er meget usædvanligt, at Vejdirektoratet bruger opsættende virkning i sager i forbindelse med Vejloven. Det skyldes, at det er en helt speciel sag, hvor der allerede er sket mange fejl.

Frederik Waage, juralektor, Syddansk Universitet

- Det tager ikke lang tid at lave en ny VVM-screening. Formentlig kun få dage. Men der er lavet mange fodfejl, der nu skal undersøges til bunds - og rettes. Det er en yderst kompliceret sag, så det kan tage lang tid, før der kommer en afgørelse.

Frederik Waage forklarer, at den slags sager er noget af det sværeste indenfor forvaltningsret. Sagen er derfor helt særlig, fordi det er blevet en administrativ kamp mellem dygtige advokater.

Så selvom landmand Martin Lund Madsen denne gang har trukket sig ud som sejrherre, så kan Vejen Kommune stadig vinde kampen.

- Du passerer aldrig et punkt, hvor afgørelser ikke kan laves om. Så længe der kommer nyt materiale, slutter Frederik Waage.

Fordi sagen er så speciel, så mener han ikke, at sagen vil danne præcedens.