Det er groft og imponerende

Museum i Tønder åbner torsdag aften udstilling med kniplinge-kunst fra et nordrussisk by som optakt til weekendens kniplinge-festival

Museumsdirektør Yulia Evseeva og museumsinspektør Natalia Boeva snakker om de sidste detaljer om udstillingen på museet Kulturhistorie Tønder.

Her kan man fra torsdag aften se kniplingekunst i særklasse fra Volagda. En by 500 kilometer nord for Moskva. I byen - og i området -  har man ganske som i Tønder stolte traditioner for kniplinger.

- Vi arbejder på at vise vores kniplingekunst rundt omkring i hele verdenen, for vi kan lide....nej, vi elsker vores håndarbejde, så vi vil meget gerne kunne vise det til alle, så de kan se og beundre det, siger Yulia Evseeva.

Arbejdsmetoden er grundlæggende den samme, men resultatet er meget forskelligt.

- Mens man i Tønder arbejder med at lave fine, lange kniplingestykker, så arbejder vi heller med at lave store og imponerende stykker, fortæller Natalia Boeva.

Sidste år præsenterede Tønder-museet deres samling af kniplinger i Volagda. nu er det russernes tur til at vise danskerne, hvad de dur til.

- Det er dejligt på denne måde at kunne udveksle vores kultur, for Volagda er på mange måder et kniplingecentrum i Rusland, som Tønder er det i Danmark, siger overinspektør på Kulturhistorie Tønder, Elsemarie Dam-Jensen.

De russiske kniplersker arbejder med en større tråd, der gør teksturen grovere end det håndarbejde, man kan se fra deres sønderjyske "kollegaer". Men skønheden er lige så stor.

Udstillingen er en optakt til weekendens kniplinge-festival i Tønder.