Det er svært at være mor - især når man er ung

Unge mødre i Fredericia skal lære at være mødre.

Det er svært at være ung mor - især hvis man også vil tage en uddannelse.

Derfor vil Fredericia Kommune nu tilbyde unge mødre mellem 15 og 23 år en mentor, som kan støtte, vejlede og motivere hele vejen gennem et uddannelsesforløb.

- Det er vigtigt, at de unge mødres identitet ikke kun er linket til det at være mor, men også til det at være et selvstændigt helt menneske med behov, ønsker og drømme for den videre tilværelse og med mulighed for at kunne klare sig selv. Derfor vil vi knytte en mentor til den enkelte unge mor, som skal hjælpe, støtte og motivere hende til at komme i gang med en ungdomsuddannelse og til at gennemføre den, fortæller Grete Lyager, som er ledende sundhedsplejerske i Fredericia Kommune.

Udover mentorordningen bliver de unge mødre tilbudt møder, hvor de kan diskutere alt - såsom sex og samliv, praktiske gøremål, budgetlægning, børneopdragelse, konflikthåndtering, selvværd og fædre- og bedsteforældreroller.