TV der bevæger dig

SAMFUND

Grøn strøm til alle: Det haster med at komme i gang

Det er en kæmpe opgave at sørge for, at der er grøn strøm til alle, når der er brug for den. Det siger Niels Duedahl, der er direktør i den nye store energikoncern Norlys.

Niels Duedahl, administrerende direktør i Norlys: Det haster med at komme i gang. Foto: Michael Nielsen, TV SYD

Det haster med at komme i gang med at udbygge og modernisere elnettet, hvis vi skal kunne levere strøm til både opvarmning, lys, madlavning, industri og elbiler.

Niels Duedahl, administrerende direktør i en af landets største energi- og telekoncerner Norlys, efterlyser klare politiske signaler.

Det er ikke nok bare at bygge vindmølle og solcelleparker - elnettet skal også kunne håndtere og distribuere strømmen.

Horisont på 40 år

- Vi har en investeringshorisont på 40 år, og derfor er forudsigelighed afgørende for os, der står for infrastrukturen i det danske elsystem. Vi taler om investeringer på 30-40 milliarder kroner, hvis vi skal fordoble el-kapaciteten, sådan som der bliver brug, siger Niels Duedahl til TV SYD.  

I en CO2-neutral fremtid vil danskernes ernergiforbrug basere sig på grøn strøm fra vind og sol, men det kræver at elsystemet bliver digitaliseret og styret langt bedre end i dag.

- Vi har allerede en andel på 60 procent vedvarende energi i el-sektoren, men produktionen fra vind og sol passer ikke altid til forbruget, og det er vores store udfordring.

Dyr strøm mellem 16 og 22

Niels Duedahl forudser, at prisen for el skal være forskellig - således at den er dyr for eksempel mellem 16 og 22, hvor efterspørgslen er størst - og billigere i tidsrum, hvor der er meget strøm til rådighed.

- Vi kommer ikke uden om, at vi som forbrugere også er nødt til at ændre adfærd, hvis den grønne omstilling skal lykkes, siger han.

Niels Duedahl bekræfter, at vi ikke er i stand til at lade en million elbiler med den tilstand elnettet har i dag.

Læs også Ewii-direktør: Elbiler kan mørklægge villaveje