Det kan der ske med vejen i Vejen nu

Vejen Kommune forventer at Skovgårdsvej åbner inden for cirka 14 dage.

For et år siden spærrede lodsejer Martin Lund Madsen Skovgårdsvej med halmballer, fordi Højesteret kendte ekspropriationen ulovlig. Vejen Kommune har siden da eksproprieret området gennem en ny lov, hvilket Vejdirektoratet i dag har godkendt.

Her er, hvad der kan ske med Skovgårdsvej efter dagens afgørelse:

1. Martin Lund Madsen kan acceptere Vejdirektoratets afgørelse

Vælger Martin Lund Madsen ikke at gå videre med sagen, skal Skovgårdsvej genåbnes.

- Ejendomsretten af jorden overgår nu til Vejen Kommune. Dermed skal vejen som udgangspunkt åbnes med det samme, siger Frederik Waage, dr.jur ved Syddansk Universitet, til TV SYD.

Frederik Waage understreger, at han ikke har læst afgørelsen fra Vejdirektoratet, men kun udtaler sig på baggrund af Vejen Kommunes pressemeddelelse.

Martin Lund Madsen vil i dette tilfælde få en erstatning for ekspropriationen på cirka to millioner kroner. Han har en gang tidligere fået udbetalt erstatningen, men i december 2018 valgte han at betale den tilbage på grund af den verserende sag.

Ifølge JydskeVestkysten forventer Vagn Sørensen, formand for Teknik og Miljøudvalget, at vejen er åben om 14 dage.

2. Martin Lund Madsen kan slæbe kommunen i retten

Er Martin Lund Madsen uenig i Vejdirektoratets afgørelse, kan tage sagen til domstolene – i første omgang byretten.

- Byretten har muligheden for at beslutte, at den indbringelse skal have opsættende virkning, altså at vejen kan forblive lukket, indtil sagen er færdigbehandlet i byretten, siger Frederik Waage.

Opsættende virkning betyder i denne sag, at Martin Lund Madsen fortsat vil kunne lade sin afspærring stå, indtil sagen er færdigbehandlet ved domstolen. Da Martin Lund Madsen klagede over Vejen Kommunes ekspropriation, bad han Vejdirektoratet om netop at lade klagen få opsættende virkning. Det godkendte direktoratet, og det er grunden til, at Skovgårdsvej har været spærret indtil nu. Frederik Waage tror dog ikke, at opsættende virkning i byretten er realistisk.

- Det er meget usædvanligt i dansk retspraksis. Ud fra sagens omstændigheder og ud fra retspraksis vurderer jeg ikke, det vil være sandsynligt, at byretten benytter muligheden for opsættende virkning, siger han.

Får indbringelsen ikke opsættende virkning, skal afspærringen af vejen fjernes.

Martin Lund Madsen vil onsdag ikke oplyse, hvordan han forholder sig til Vejdirektoratets afgørelse.