Det koster millioner at flytte NaturErvhvervstyrelsen

Det bliver dyrt for regeringen at flytte NaturErhvervstyrelsen og deres omkring 390 arbejdspladser til henholdsvis Tønder og Augustenborg.

Der bliver kontant afregning i millionklassen, når arbejdet med at flytte de i alt 3900 statslige arbejdspladser fra hovedstaden til provinsen, skriver Berlingske.

Ifølge NaturErhvervstyrelsens egne beregninger, som Berlingske har fået aktindsigt i, så vil alene udflytningen af deres omkring 390 medarbejdere fra København til henholdsvis Augustenborg og Tønder komme til at løbe op i små 184 millioner kroner fra 2016 til 2019.

Beregningerne fra NaturErhvervstyrelsen viser også, at de forventer, at det efter 2019 årligt vil koste godt 30 millioner kroner ekstra i en slags dobbelt husholdning at flytte dele af styrelsen, mens resten bliver i København.

 

Dertil kommer, at Augustenborg først skal renoveres, inden det kan tages i brug. Det fortalte Eva Kjer Hansen i oktober til TV SYD.

- Det er en større renoveringsopgave, der skal i gang. Og den vil tage mindst et år – et år til halvandet, tror jeg, siger Eva Kjer Hansen (V).

Og den renovering kommer til at koste et trecifret millionbeløb, vurderer NaturErhvervstyrelsen.

Regeringen har foreløbig afsat 400 mio. kr. til de statslige udflytninger næste år.