Det' kun for mænd

Torsdag og fredag kan man i skovene og på landevejene på Als støde på flokke med omkring 55 cyklister. Alle mænd. Med cykelhjelm på.

Der er to krav til deltagerne i torsdagens og fredagens fællescykelture på Als. 

For det første skal man være en mand, og for det andet, så skal man have cykelhjelm på. 

I de sidste ti år har udvalget Turfriluftsliv under DGI arrangeret cykelture kun for mænd. Og i år cykler deltagerne rundt i landskabet på Als. 

- Formålet med turene er at få et indtryk af egnen, og tit går turene til områder med megen historie. Kultur og motion, det er mottoet for turene, fortæller Kent Jensen, der er medlem af DGIs udvalg Turfriluftsliv.

Holdene cykler gerne omkring 60 kilometer på en dag, men alligevel kan alle være med.

- Der er mange, der har el-cykler, og det foregår i et stille og roligt tempo, siger Kent Jensen til TV SYD.

Selvom turene er målrettet mænd, så er kvinderne også med. Deltagerne har indkvarteret sig på en campingplads i Sønderborg med deres familier.

- Nogle af konerne arrangerer selv en lille tur mens andre fx tager op og besøger Sønderborg, fortæller Kent Jensen.

Turene er populære, og Kent Jensen bliver ikke overrasket, hvis de snart må oprette en venteliste.

- Motion og oplevelser - det er trenden i samfundet - også blandt ældre. Derfor fortsætter vi selvfølgelig med de her ting, og næste år skal vi ned og cykle omkring Svendborg, siger Kent Jensen.