Nu kan 15-årige melde sig som organdonorer: Det synes Laura er en rigtig god idé

Ind til den 1. juli skulle man være 18 år for at melde sig som organdonor. Nu er aldersgrænsen sat ned til 15 år.

Det koster ikke mange klik med musen, før man har tilmeldt sig som organdonor på Sundhed.dk.

Alligevel mangler der stadig organdonorer. Sidste år stod 73 personer på venteliste til en ny nyre i Region Syddanmark, og tre af dem døde, mens de ventede.

Det forsøger politikerne at gøre noget ved. Nu behøver man ikke længere at være myndig for at træffe sit valg. 

Personer ned til 15 år kan melde sig som organdonorer. Det skyldes en ændring i Sundhedsloven, der trådte i kraft den 1. juli. 

Ændringen bliver taget godt imod blandt de unge, som TV SYD talte med fredag.

- Jeg synes faktisk, det er en rigtig god ide, at man får mulighed for det lidt tidligere. Så der er mulighed for at få flere organdonorer, siger Laura Kristensen fra Vonsild.

Ikke alle er positive

Men Birgit Bolling fra Kolding mener ikke umiddelbart, at det er den rette løsning at sætte aldersgrænsen for organdonation ned til 15 år.

- Jeg ved faktisk ikke rigtigt, når man er så ung. Det ved jeg ikke, hvad jeg skal sige til. Jeg synes, at man skal være 18 år, siger Birgit Bolling fra Kolding.

Hos Dansk Center for Organdonation glæder de sig dog over lovændringen, for her har de en stor forventning til, at de unge vil gå hjem og drøfte det her med familie og venner.

- Det får måske endnu flere til at tage stilling til organdonation, og på den måde kan det være et godt budskab og være med til at styrke donorområdet, siger Lone Bøgh, der er udviklingssygeplejerske ved Dansk Center for Organdonation.

Hvis en donation bliver aktuel, inden personen er fyldt 18 år, kan forældrene dog modsætte sig donationen.