Det tyske mindretal har fundet jubiliæums-logo

Det tyske mindretal kan fejre sit 100 års jubilæum i 2020 og er klar med et logo til festlighederne.

Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN) præsenterede på sit hovedbestyrelsesmøde mandag aften et logo for det tyske mindretals 100-års fødselsdag i 2020.

- Selvfølgeligt var afstemningsresultatet i 1920 set med mindretallets øjne og på daværende tidspunkt ikke noget at juble over. Men alene den kendsgerning, at det tyske mindretal efter 100 år stadig lever i bedste velgående, er værd at fejre, siger BDN formand Hinrich Jürgensen og tilføjer, at den positive udvikling fra fjendskab til venskab i grænselandet ligeledes er værd at markere.

Logoet er skabt af grafiker Peter Kleinschmidt. Hinrich Jürgensen mener, at de traditionelle blå-gule farver og mindretallets våben med løverne og broen skaber sammenhæng i det nye logo.

Det er hensigten, at logoet skal anvendes i årene op til jubilæet i forbindelse med aktiviteter, der relaterer til jubilæet.

BDN har til forberedelse af jubilæumsaktiviteterne etableret en styregruppe, der udover BDN’s formand tæller repræsentanter for mindretallets organisationer.