Det ustadige forårsvejr fortsætter frem til store bededagsferien

Syd- og sønderjyderne står op til en våd onsdag, og det fortsætter. Regn, byger og køligt forårsvejr kommer til at præge de kommende dage.

Den sommerlige varme er nu blæst langt væk og erstattet af en hård vestenvind, der også de kommende dage vil sende relativt køligt og ustadigt vejr ind over Danmark.

Det giver perioder med regn og byger frem mod og i starten af store bededagsferien, og først i løbet af weekenden vil vejret gradvist stabiliseres.

Efter en blæsende tirsdag, hvor der har været vindstød af stormende kuling i Vendsyssel, vil et lavtryk, som allerede natten til onsdag nærmer sig Danmark, give flere skyer og senere også regn.

Lavtrykket skal onsdag passere den sydlige del af landet, hvor man onsdag morgen vil stå op til regnvejr, mens det forbliver tørt i de nordlige egne. 

Vejrkort for onsdag klokken 8: Lavtryk over Danmark giver regn, mens nyt lavtryk vest for De Britiske Øer nærmer sig.
Vejrkort for onsdag klokken 8: Lavtryk over Danmark giver regn, mens nyt lavtryk vest for De Britiske Øer nærmer sig.
Foto: TV2/Grafik

I løbet af onsdagen klarer det op fra vest, men hurtigt nærmer et nyt lavtryk sig.

Det kommer med iskold polarluft, der over Danmark torsdag giver risiko for byger, som kan blive kraftige og være med både hagl og torden.

Ind imellem bygerne vil solen også kunne skinne.

Et nyt lavtryk nærmer sig store bededag, men vil på denne store konfirmationsdag efter alt at dømme først komme med regn sidst på fredagen, som skal passere landet natten til lørdag.   

TV2 vejrets femdøgnsskema
TV2 vejrets femdøgnsskema
Foto: TV2/ Grafik

Selv om det vil føles varmere i de perioder, solen kommer frem, bliver det relativt køligt. Alle dage vil temperaturen ligge på mellem 10 og 13 grader. Måske vil det blive lidt køligere store bededag.

Først i løbet af lørdagen ventes gradvist mere sol og kun få byger, mens det ventes at holde helt tørt på søndag.