TV der bevæger dig

SAMFUND

Efter 10 år som hjemløs får Lennarth arbejde: - Det var et mirakel

Der bliver flere hjemløse i Danmark. Men i Sønderjylland er der nu en mindre. Lennarth Tarnow har efter 10 år på gaden fået arbejde som skraldemand.

Efter 10 år som hjemløs, arbejder 34-årige Lennarth Tarnow nu som skraldemand for firmaet Meldgaard i Sønderborg. Foto: Lise Bæksgaard Christoffersen

34-årige Lennarth Tarnows liv har været op ad bakke. Som 8-årig blev han overladt til kommunen efter en barndom med druk og stoffer i hjemmet. Siden ventede en ungdom i kaos - og de seneste ti år, har Lennarth Tarnow boet på gaden.

Men nu ser lykken ud til at vende. Han har nemlig fået fast arbejde som skraldemand i Sønderborg, og en bolig venter om hjørnet.

Tilfældigheder førte til abejde som skraldemand hos firmaet Meldgaard.

- Det var et mirakel

Ved et rent tilfælde mødte Lennarth nemlig i forrige uge på en strand ved Aabenraa stifteren af Meldgaard Transport, Peder Meldgaard. Han tilbød den unge sjællænder lidt penge og mad - og så fast arbejde som skraldemand. 

- Det var det mirakel, der skulle til for at komme videre, fortæller Lennarth Tarnow.

I dag torsdag er det 6. gang Lennarth er ude at tømme affaldssække.

- Folk skal have en chance

Den nuværende direktør i familiefirmaet, Line Meldgaard, er ikke overrasket over sin nu pensionerede fars handling:

- Som barn har jeg været vant til at have folk boende i kælderen, som manglede et sted at bo, men havde job i firmaet, og hvor min mor smurte madpakker til dem inden de skulle på arbejde, fortæller Line Meldgaard

Line Meldgaard og hendes to brødre, der er medejere af virksomheden, deler faderens samfundssind.

- Vi er en rummelig virksomhed, og vil godt give folk en chance, så de kan komme videre i liver. Så vi har en del ansatte, som har været udfordret i livet på den ene eller anden måde. 

Drømmen er at blive lastchauffør

Lennarth håber at få opgraderet sit lastbilkørekort med et EU-bevis, så han kan blive chauffør i firmaet.

- Jeg håber, jeg kan komme til at køre entreprenørkørsel hos Meldgaard de næste ti år.