Detektor-team gør nyt spændende fund ved Fæsted

Detektor-teamet Team Rainbow Power, der består af Poul Nørgaard Pedersen, Kristen Nedergaard Dreiøe og Marie Aagaard Larsen har gjort et nyt spændende fund ved Fæsted.

Sammen med arkæologerne fra Museet på Sønderskov har detektor-teamet udgravet en møntskat, som kan dateres til ca. 1400 e.Kr.

De første møntfund blev opdaget af de tre amatørarkæologer, der hurtigt underrettede Museet på Sønderskov, som derefter søgte midler til en redning af skatten hos Slots- og Kulturstyrelsen. Midlerne blev bevilliget, og derfor kunne der i alt reddes 60 hele og itubrudte mønter.

Hvor mange mønter skatten reelt indeholdt er svært at sige, men det er klart allerede nu, at flere af stykkerne kan sættes sammen, og at det udgravede felt er tømt for metaller.

 
 
Foto: Lars Grundvad, Museet på Sønderskov.

Hvorfor skatten endte i jorden ved Fæsted ved arkæologerne ikke endnu.

quote

Der er ikke tale om en egentlig nedgravet skat, så måske er der tale om en rig købmands tabte pung.

Lars Grundvad, inspektør, Museet på Sønderskov.

- Der er ikke tale om en egentlig nedgravet skat, så måske er der tale om en rig købmands tabte pung. En købmand som drev ivrig handel med Hansestæderne, for vi kan konstatere, at alle mønter er slået i slutningen af 1300-tallet i disse rige handelsbyer, siger Lars Grundvad, inspektør på Museet på Sønderskov.

Mønterne er nu ved at blive registreret af Museets arkæologer og skal derefter til danefævurdering hos Nationalmuseet i København.

Sammenlignet med detektor-teamet Team Rainbow Powers andre fund ved Fæsted er fundet af sølvmønterne både af mindre værdi og historisk betydning - selvom det stadig er meget interessant.

- Det kan kaste lys over middelaldertidens Fæsted, men de tidligere fund har givet informationer om vikingetiden, siger inspektør Lars Grundvad, Museet på Sønderskov.