DF: Borgere ved olietank skal købes ud

Dansk Folkepartis miljøordfører, Jørn Dohrmann, vil tilbyde naboerne til farlige virksomheder i Aabenraa frivillig ekspropriation.

Fredag brød en olietank med 6.000 tons fiskeolie sammen ved havnen i Aabenraa og forårsagede store ødelæggelser. Ved siden at olietanken ligger flere såkaldte risikovirksomheder, blandt andet Haahr Benzin. Det fik Jørn Dohrmann til at sige i TV SYD:

- Kommunen kan starte med at tilbyde de beboere der bor i  området en frivillig ekpropriation, og sige: I har muligheden for at kunne komme væk, vi laver det om til et industriområde eller man kan lægge arealet øde hen, eller lave grønne områder eller den slags ting, sagde Jørn Dohrmann.

Hvor er pengene?

Forslaget møder ikke den store tilslutning hos Aabenraas socialdemokratiske borgmester:

- Jeg synes, det er et populistisk forslag. Med mindre der følger penge med fra staten. Jeg tror heller ikke på, at beboerne ønsker at flytte fra et sted så tæt på fjorden, siger borgmester Tove Larsen.

Fredagens ulykke skete, da medarbejdere på tankanlægget netop var blevet færdig med at pumpe 6.000 tons eller seks millioner liter fiskeolie over i tanken fra et skib. Der lød et brag, og olietanken brød sammen, men den præcise årsag til ulykken kendes endnu ikke.

Tanken ejes af Dansk Pelsdyr Foder.