DF om kasernelukninger: Det er en massakre

DF har forpligtet sig til at deltage i lukning af kaserner, men kalder forsvarschefens oplæg for en massakre.

Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Marie Krarup, kalder udspillet om kaserne-lukninger for en massakre.

- Det er barske sager, det her. Det er en massakre, som vi er rigtig kede af, men nu må vi prøve at se, hvad vi kan finde frem til, siger Marie Krarup til Ritzau.

Hun vil ikke tage stilling til, hvilke af de fem foreslåede kaserner, som kan komme på tale, men siger, at der er "mange" kaserner i Sønderjylland på listen med henvisning til, at både Sønderborg og Haderslev står på listen.

- Nu er forsvarschefen kommet med sin indstilling, og så skal vi tage politisk stilling til det. Det er klart, at vi ville helst have, at der ikke blev lukket noget, med mindre det gjorde forsvaret bedre. Vi vil ikke have, at der lukkes af sparehensyn, siger Marie Krarup.

Hun fastslår, at Dansk Folkeparti vil lægge vægt på, der både tages hensyn til det militærfaglige behov for at have store enheder, men også at forsvaret stadig har kaserner flere steder i landet af hensyn til rekrutteringen af nye soldater.

- Det skal være en gennemtænkt beslutning, for det er en meget stor omvæltning for et lokalsamfund at miste sin kaserne, siger Marie Krarup.