DF til SF: Lad os redde Sønderborg Kaserne

Hvis regeringen vil skifte mening og redde Sønderborg Kaserne, er Dansk Folkeparti klar med de sidste mandater, der skal til for at få flertal i Folketingssalen. Det skriver Søren Espersen (DF) på sin Facebook-side.

Forliget om kasernelukningerne er kun lige kommet i hus, førend de politiske skænderier i kølvandet på aftalen begynder. På Facebook beskylder SF's politiske ordfører DF for at være skyld i, at Sønderborg Kaserne skal lukke:

- Heldigvis blev forsvarskommandoens udspil om at lukke både Haderslev og Sønderborg kasseret - så Haderslev Kaserne forbliver. Det kan man som sønderjyde glæde sig over. Men var DF ikke sprunget i målet, da der i december faktisk lå en aftale uden sønderjyske lukninger, så havde vi ikke stået i denne situation.

Den påstand kalder Dansk Folkepartis medlem af forsvarsudvalget Søren Espersen for "fræk og svindleragtig."

- Jesper: Hvis du kan få din egen regering til at redde Sønderborg Kaserne, så lover jeg hermed højt og helligt, at Dansk Folkeparti begejstret stemmer for... Kom så, Jesper.....Hvad siger du, spørger Søren Espersen på sin Facebook-side.

Så nu er spørgsmålet, om regeringen og Dansk Folkeparti kan finde fælles fodslag i det, der ligner en fælles sag.