DFDS-skibet fuldt forsikret

Sønderborg Kommune kan regne med at få dækket regningen for oprydningen efter forureningen på Als.

I de seneste dage er klumper med olie og fedt fra slagtede dyr drevet ind på strandene på Als.

Forureningen stammer formentlig fra det litauiske skib, Lisco Gloria, som lørdag 9. oktober brød i brand ud for Langeland. Skibet er ejet af DFDS.

Selskabets informationschef, Gert Jaobsen, oplyser, at skibet er fuldt forsikret for skader, som skibet påfører omgivelserne.

- Skibet er forsikret efter alle kunstens regler, understreger han.

Gert Jakobsen siger, at alle økonomiske krav bliver sendt videre til forsikringsselskabet.

Sønderborg Kommune har brugt flere tusind arbejdstimer til oprydningen.

Torsdag regner Danske Miljø Undersøgelser (DMU) med at kunne svare på, om forureningen stammer fra det brændende skib. Skibet var lastet med slagteriaffald.