Digitalt svigt kan koste folk penge

Kampagne skal få borgerne i Horsens Kommune til at tilmelde sig Digital Post.

Borgere, som ikke får tilmeldt sig en digital postkasse inden den 1. november 2014, risikerer i værste fald at miste penge, fordi de misser vigtige breve. Det skriver Horsens Kommune i en pressemeddelelse.

For at få alle med på vognen starter kommunen derfor nu en kampagne, der skal sikre, at alle fra 15 år og opefter er på digitalt.

- Hvis borgerne ikke selv har oprettet en digital postkasse inden d. 1. november, får de automatisk én oprettet. Men hvis de ikke er tilmeldt postkassen, kan de ikke se deres post. Det kan få økonomiske konsekvenser for dem ? for eksempel i forbindelse med udbetaling af offentlige ydelser. Blandt andet derfor er det så vigtigt, at de får sig tilmeldt, siger kommunaldirektør Niels Aalund.

Som led i kampagnen uddeler kommunen grønne gummiarmbånd med teksten ?Jeg er på! Digital Post til alle.,? Det sker, når borgerne henvender sig i blandt andet borgerservice og på bibliotekerne.

- Det skulle gerne være lidt sejt og sjovt for borgerne at gå med det grønne armbånd, for det er et signal om, at de er ?på? og en del af den digitale flok. Samtidig signalerer armbåndet, at de er klar til at hjælpe deres medborgere med også at komme i gang, siger Niels Aalund.

Ud over armbåndene uddeler Horsens Kommune postkort, der skal gøre det digitale liv nemmere for borgerne.