TV der bevæger dig

Direktør siger undskyld til Tønderpigen

Foto: TV SYD Foto: TV SYD

Direktøren for børneområdet i Tønder siger, at 300.000. kr. i godtgørelse er en undskyldning og et hensyn til Tønderpigen.

Tønderpigen har fået 300.000 kr. af Tønder Kommune i stedet for en retssag.

Viggo Christensen, der i dag er direktør for børneområdet i kommunen siger, at godtgørelsen skal opfattes som en undskyldning og et hensyn til pigen, som slipper for en langvarig retssag.

- Jeg synes helt klart, der ligger i den afgørelse, der kommet her, at Tønder Kommune både siger undskyld samtidig med, at der bliver udbetalt en godtgørelse. Vi erkender, at vi har begået fejl i de gamle kommuners tid, og i den anerkendelse ligger der også en undskyldning, siger Viggo Christensen til TV SYD.

Han var ikke ansvarlig direktør i 2005, da Tønderpigen blev tvangsfjernet efter at være blevet misbrugt seksuelt af 15 mænd og sin egen far.

Karin Kildedal, der er lektor i socialt arbejde, ærgrer sig dog over, at sagen om erstatning til Tønderpigen ikke er kommet for en domstol, så den kunne have fået principiel betydning:

- Det, der sker, det er jo at vi får ikke domstolens ord for, at så dårligt socialt arbejde må man ikke lave. Dermed bliver der ikke statueret et eksempel til skræk og advarsel for andre kommuner om, at der skal være styr på fagligheden og økonomien i forhold til det sociale arbejde, siger hun til TV SYD.

Viggo Christensen mener ikke, at det er Tøndersagen, der skal danne præcedens:

- Der er også et menneskeligt hensyn at tage, og jeg synes, vi skal tage det menneskelige hensyn. Så må man mine andre løsninger på at finde ud af det principielle, om det skal være lovgivning eller hvad det er, skal jeg ikke kunne sige, men det bakker vi fuldt op om at finde ud af.

I aftenens udsendelse fortæller Viggo Christensen om, hvad han tror, Tøndersagen kommer til at betyde for kommunen i fremtiden.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden