Disse ghettoer har altid været på ghettolisten

I dag torsdag udkommer ghettolisten for niende gang. Fire ghettoer i Syd- og Sønderjylland har været at finde på listen lige siden den udkom første gang.

Korskærparken i Fredericia, Stengårdsvej i Esbjerg, Sundparken i Horsens og Skovparken i Kolding. Alle har de det til fælles, at de er at finde på den seneste ghettoliste fra december sidste år. Og at de har været på listen lige siden den blev udgivet for første gang i oktober 2010.

- Vi føler jo ikke, at det er nogen ghetto, så vi har ikke som sådan noget ønske om at komme af den, siger Steen Knudsen, medlem af beboerforeningen i Korskærparken, til TV SYD

Korskærparken er ifølge Steen Knuden på ghettolisten, fordi den har en stor procentdel af beboere på overførselsindkomst, men det skyldes blandt andet mange ældre beboere.  

- Jeg ved ikke, om vi kommer af listen i dag, men det håber jeg, at vi gør på grund af alt det, vi har renoveret, siger Steen Knudsen.

Korskærparken har den seneste tid renoveret store dele af parken for at gøre den mere moderne og brugervenlig for folk, der har behov for hjælpeudstyr.

quote

Jeg ved ikke, om vi kommer af listen i dag, men det håber jeg at vi gør

Medlem af beboerforeningen i Korskærparken

- Statisisk passer vi jo ind i deres kriterier om en ghetto, men det er jo ikke sådan det er at bo herude, siger Steen Knuden og fortsætter:

- Ghettolisten er noget markværk. Den afspejler ikke de reelle forhold, siger han.

Udover de fire ghettoer, som altid har været på, så finder man også Finlandsparken i Vejle, Munkebo i Kolding og Syrenparken i Esbjerg på listen.