Dronningen i Sønderjylland: Disse opgaver venter majestæten under ferien

Det er ikke kun ferie, der venter, når H.M Dronning Margrethe tirsdag flytter ind på Gråsten Slot.

Der bliver masser af tid til afslapning for Dronning Margrethe, når hun tirsdag formiddag slutter sig til kronprinsparret, som sammen med deres børn allerede opholder sig på Gråsten Slot.

Men der venter også officielle forpligtelser i det sønderjyske, inden dronningen vender tilbage til Amalienborg.

21. juli:

Første officielle punkt på dagsordenen er en festgudstjeneste i Gråsten Slotskirke søndag den 21. juli klokken 9:30, som dronningen deltager i sammen med prinsesse Benedikte.

Under gudstjenesten vil dronningens nye messehagel blive taget i brug.

Ifølge hoffet har Dronning Margrethe arbejdet et års tid på den nye messehagel – en kappe, der bruges af præster under nadveren og ved kirkelige højtider.

Messehagelen udgør sammen med dronningens antependium (et alterbordsforhæng), som blev taget i brug sidste sommer, et nyt sæt, som supplerer Dronning Ingrids antependium og messehagel fra 1943.

25. juli:

Den 25. juli er der mulighed for at deltage i guidede rundvisninger i slotshaven på Gråsten slot. Rundvisningerne - som ledes af slotsgartner Erik Steg og guider fra Sønderborg Turistbureau - fokuserer på havekunst og havens plantesamling. Rundvisningen slutter i køkkenhaven, hvor man selv kan gå på opdagelse.

26. juli:

Dronningen deltager i den officielle indvielse af Sønderborgs nye bydel ”Byens Havn”. Besøget starter på Ankerpladsen kl. 10, hvorefter turen går til Multikulturhuset, Bitten Clausens Plads med Olafur Eliassons nye kunstværk, som i forbindelse med dronningens besøg officielt overdrages til Sønderborg Kommune. Besøget sluttes af på det nye Hotel Alsik, hvor dronningen får et unikt vue ud over Sønderborg by og omegn.

Hver fredag:

Det vil være muligt at komme ind i slotsgården og overvære vagtskiftet kl. 12 hver fredag, mens dronningen opholder sig på Gråsten slot. Vagtskiftet overværes også af medlemmer af kongefamilien, som kommer ud på trappen for at overvære vagtskiftet og hilse på publikum.