DM i kunstskøjteløb: En dans på isen

Weekenden står i isens tegn i Vojens her i weekenden. Ikke af slagsen man spiser, men af slagsen, man skøjter henover i elegante piruetter.

Danmarks bedste kunstskøjteløbere er samlet i Vojens her i weekenden for at dyste om pladserne som Danmarks absolut mest elegante og fejlfrie skøjtedansere.

En af de klubber, der stiller med en god håndfuld deltagere i weekendens Danmarksmesterskab er Vojens egen skøjteklub.  

Her tilbringer Anna Beier Jacobsen en stor del af sin fritid. Næsten hver dag er hun omkring skøjteklubben for at træne isdans med partneren Tobias Danielsen.

Hun startede med isdans for sjov for tre år siden.

quote

Det der med at have fart på, det synes jeg er rigtig sjovt.

Anna Beier Jacobsen, 14 år, isdanser, Vojens Skøjteklub

- Jeg kunne godt lide at danse, og det der med at have fart på, det synes jeg er rigtig sjovt, fortæller hun.

Og det er stadig sjovt - ellers ville vi ikke gå til det, forklarer Anna Beier Jacobsen og fortsætter; - Men jeg tror, at vi er begyndt at satse lidt mere på det.

Nu hedder ambitionen først Nordiske Mesterskaber - og på den helt lange bane måske endda OL.

DM i Kunstskøjteløb fortsætter indtil søndag eftermiddag, hvor der uddeles præmier til både isdansere og solo-løbere.