Det bedste kokketalent er kåret efter skarp konkurrence med lokale råvarer

Mikkel Laursen fra Restaurent Anker løb med sejren hos Restaurant Ti Trin Ned i Fredericia, der har arrangeret dagens kokkedyst for unge særligt udvalgte kokketalenter.

Kokkene gik i gang tirsdag klokken 12 med at se, rense og finsnitte de mange lækre lokale grøntsager, som Ti Trin Ned har skaffet, og efter en hel dags kokkedyst er vinderen kåret.

Det blev Mikkel Laursen fra Restaurent Anker, der kunne løbe med sejren, og han kan nu kalde sig den bedste i Mad:ID 2019 Kokkedysten.

Andenpladsen gik til Tommy Jespersen fra Falsled Kro, der også modtog Den Grønne Pris for dagens bedste vegetariske forret. 

Tredjepladsen fik Andreas Tancula Jørgensen Møller, der er souchef på Alchemist.

Konkurrencen foregår i god stil

I alt deltog seks kokketalenter i konkurrencen, og en af dem er Martin Peter Leth Sjunnesson, der til daglig er kok på Falsled Kro på Sydfyn.

- Vi skal lave tre retter. En vegetarisk forret, en hovedret med gris og en dessert med årstidens frugter. Det bliver ikke noget problem med alle de lækre råvarer, der er her, fortæller Martin.

Her ses en af de retter, som kokketalenterne kreerede ved dagens dyst.
Her ses en af de retter, som kokketalenterne kreerede ved dagens dyst.
Foto: Michael Nielsen, TV SYD

Konkurrencen har foregået på Electrolux Culinarium i Erritsø, og det er ikke det værste sted at lave mad.

- Mit hovedmål er, at det skal smage af noget, også det, det ligger på, og det, det er tilberedt med, siger Martin.

De 6 kokke har hver en hjælper med, og der er nok at tage fat på. De seks kokke og deres hjælpere står tæt. Selvom kokke er ligeså konkurrenceglade som cykelryttere, går det meget tilforladeligt til.

- Det foregår i god stil. Vi er gode venner før konkurrencen, under konkurrencen og vi er gode venner efter konkurrencen, fortæller den travle kok.

Endnu et bud på en vinderret ved dagens kokkedyst.
Endnu et bud på en vinderret ved dagens kokkedyst.
Foto: Michael Nielsen, TV SYD

Frit valg på alle hylder

Det er ret fri konkurrence og så er den længere end mange andre kokkekonkurrencer.

- Det er dejligt at have så meget tid, så man kan lade sin kreativitet løbe helt ud. Fedt at lave sit eget. Det er jo ikke alle, der er køkkenchefer og har ret til at bestemme menuen. Det er som at være sammen med en god kammerat og komme ud og lege, siger den 28-årige kok fra Falsled Kro.

Han har overhovedet ikke noget bud på egne chancer, men siger sådan generelt:

- Jeg glæder mig helt vild til at servere det her. Vi har lavet noget virkelig sej mad, som jeg også gerne selv ville spise.