DMI melder ikke om optimalt raketvejr

Håber man på flotte raketter på en klar himmel, så bliver man muligvis skuffet nytårsaften, oplyser DMI.

Man skal måske overveje at gemme nogle af sine raketter til næste år. I hvert fald melder DMI ikke om det mest optimale vejr til at fyre raketterne af i.

Godt nok bliver nytårsaften ifølge DMIs prognoser overvejende tørt, men det ser ud til at blive skyet i det syd- og sønderjyske. Alligevel ser det ud til, at det nytårsnat stedvis kan klare op, dog med risiko for at der kan dannes tåge.

Ifølge DMI bliver temperaturerne lige over frysepunktet, mens vinden er let til frisk omkring syd. Sidst på aftenen bliver vinden dog svag til jævn.