TV der bevæger dig

DMI opgraderer storm-varsel

Søndag eftermiddag har meteorologerne på DMI opgraderet deres varsel om storm ved vestkysten. Vindstødene ventes en overgang mandag eftermiddag og aften at nå stormstyrke i det meste af landet og stedvis orkanstyrke.

Et lavtryk er her søndag eftermiddag ved at blive dannet sydvest for Irland og vil det kommende døgn bevæge sig mod nordøst under kraftig uddybning. Prognoserne har lige nu, at lavtrykket mandag middag vil ligge midt i Nordsøen og sende et område med orkan i middelvinden mod nordøst lige nord om Holland, hvilket er usædvanlig høje vindstyrker for det område - især på denne årstid.

Efterfølgende vil lavtrykket fortsætte op mod Skagerrak, og det kraftige vindfelt vil bevæge sig ind mod Danmark - dog i lidt svækket form. Ud på mandag eftermiddag og aften vil vi ved de danske kyster stedvis nå op på storm fra sydvest og vest og lokalt måske stærk storm. Vindstødene ventes en overgang at nå stormstyrke i det meste af landet og stedvis orkanstyrke.

Mere præcist varsel kommer søndag aften

Detaljerne, for hvor de kraftigste vinde vil ramme, er endnu ikke helt klarlagt, så det er en god ide at følge med i de opdaterede varsler og vejrudsigter på dmi.dk det næste døgns tid.

Den kraftige vind fører også til forhøjet vandstand, og et egentligt varsel ventes udsendt søndag aften. De højeste vindstyrker i de nuværende prognoser ser dog ikke ud til at falde sammen med det højeste tidevand ved Vadehavet.

Flyt biler fra Fanø-færgens p-plads

For en sikkerheds skyld opfordrer politiet i Esbjerg søndag aften til, at biler flyttes fra parkerings-pladsen ved Fanøfærgen på havnen i Esbjerg, så de undgår eventuelt stigende vand.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden