DMI skærper varsel: Farligt vejr på vej

Kristi himmelfartsdag byder på skybrud i det syd- og sønderjyske. DMI varsler om farligt vejr nu også med torden.

Der er store mængder regn på vej til vores del af landet. DMI har tidligere på dagen varslet "voldsomt vejr" i det sønderjyske, men nu har instituttet opjusteret dette varsel.

Nu forventer man regnmængder på mellem 25 og 35 mm på en halv time, og varslet er dermed opjusteret til det, DMI kalder "farligt vejr". Instituttet varsler nu også om torden i Sønderjylland, Billund, Esbjerg, Varde og Vejen.

Du kan holde dig opdateret på DMI's varsler her.

Vejdirektoratet opfordrer på Twitter til, at man holder sig opdateret, hvis man skal ud at køre i regnen.