DMI opjusterer varsel: Voldsomt vejr på vej over Sydjylland

Store mængder regn vil søndag falde over det syd- og sønderjyske ifølge DMI.

Danmarks Meteorologiske Institut meddelte i går, at søndag godt kunne gå hen og blive temmelig våd med lokale skybrud. Nu har DMI så opjusteret varslet over Syd- og Sønderjylland. Her forventer DMI, at en front med regn langsomt vil bevæge sig over landet, og det betyder store mængder regn i landsdelen.

Over Syd- og Sønderjylland forventer DMI mellem 25 og 35 mm regn på seks timer. Der er desuden risiko for lokale skybrud, som er defineret ved mere end 15 mm nedbør på 30 minutter eller derunder.

DMIs varsel om voldsomt vejr gælder fra klokken 11 til klokken 19 søndag, fordi fronten, som tidligere beskrevet, bevæger sig langsomt sig nordpå.

- Da fronten bevæger sig langsomt, og der samtidig er masser af fugtighed til stede i atmosfæren, vil man, når dagen er omme, nogle steder have oplevet kraftig regn med mere end 24 mm på 6 timer og/eller skybrud med mere end 15 mm på 30 minutter, fortæller meteorolog Lars Henriksen til DMIs hjemmeside.

DMI gør – som altid ved varsler om kraftig regn – opmærksom på, at kraftig regn og skybrud medfører fare for oversvømmelse af lavtliggende områder, oversvømmelse af kældre, vand på kørebaner og i viadukter samt nedsat sigtbarhed.

Regn på spejderlejr

Varslet omfatter også Sønderborg, hvor tæt på 40.000 spejdere i disse dage er samlet til Spejdernes Lejr. Spejderne kan derfor godt gå hen og få brug for deres regntøj.

Her kan de nemlig også forvente regn i store mængder. I Sønderborg forventer DMI regn og byger fra sydvest og syd, der stedvis kan være ret kraftig og med torden. 

Du kan herunder se, hvilke områder DMI varsler om voldsomt vejr (markeret med gul), og hvilke områder DMI melder om risiko for voldsomt vejr (markeret med blå): 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.