DMI varsler voldsomt vejr over Syd- og Sønderjylland

Der er risiko for skybrud over det sydlige Danmark, varsler DMI.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut er der en risiko for lokale skybrud mellem klokken 8 og 12 søndag. Det varsler DMI lørdag.

Det betyder, at der lokalt kan falde mellem 15 og 25 mm regn på en halv time, oplyser DMI. Skybrud er i Danmark defineret som 15 mm regn på 30 minutter eller derunder. 

Varslet gælder for det meste af det syd- og sønderjyske i form af Sønderborg, Aabenraa, Tønder, Haderslev, Esbjerg, Varde, Vejen, Kolding og Fredericia kommuner. Derudover er der også risiko for skybrud på Fyn, Lolland Falster og Sydsjælland, oplyser DMI.

Varslet gælder dermed også for Spejdernes Lejr i Sønderborg, hvor de første spejdere lige nu er ved at rykke ind på lejren og slå telte op. 

Vagthavende meteorolog ved DMI Jesper Eriksen siger til DMI's hjemmeside, at det er et voldsomt regnvejr fra Tyskland, som er på vej mod det sydjyske. 

- Regn- eller tordenbyger over Tyskland driver frem til søndag morgen op over Danmark. Bygerne vil levere deres nedbør med store lokale variationer, siger han. 

DMI opfordrer til, at man løbende holder øje med vejrsituationen på deres hjemmeside, fordi varslet kan blive opjusteret. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.