DN i Vejle: Okay med muslingefiskeri

Vejle-politikeres ønske om at genstarte det ellers udskældte muslingefiskeri i Vejle fjord bliver mødt med accept af grøn organisation

I Danmarks Naturfredningsforening kommer ønsket om at genstarte et muslingefiskeri i Vejle fjord hverken som en overraskelse eller et chok.

De grønne organisationer samlet i Miljøforum har debatteret sagen og er fortrøstningsfulde:

- Muslingefiskeriet vil ikke være et voldsomt indgreb i miljøet, fordi det vil foregå i så begrænset et omfang og på en fornuftig måde, der gør, at skaderne på havbunden efter muslingeskrabene vil være meget begrænsede, siger formanden for Danmarks naturfredningsforening i Vejle, Uffe D. Rømer til TV SYD.

Foreningen har også haft mulighed for at komme med eventuelle bekymringer til DTU, der har udarbejdet en rapport der ifølge Uffe D. Rømer "nøje beskriver forholdene og muslingefiskeriet".

Muslingefiskeriet har i årevis været kritiseret for at skade både havbunden og livet der og bestanden af muslinger.

Sagen har været debatteret af de grønne organisationer.