DNA-analyse bekræfter: Det var en ulv, der stod bag angreb

Seks skambidte lam i en besætning syd for Esbjerg blev angrebet af en ulv, fastslår Miljøstyrelsen.

Det var en ulv, som stod bag nedlæggelsen af seks lam syd for Esbjerg i april i år.

Det viser en DNA-analyse, som blev taget fra to af lammene, skriver Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

I følge Miljøstyrelsen er der ikke tidligere dokumenteret ulve i området, og derfor vurderer styrelsen, at der enten er tale om en ny, enlig strejfende ulv i Danmark eller om en af hvalpene fra Ulfborgkoblet syd for Holstebro. 

Et tysk analyseinstitut skal i de kommende uger undersøge prøverne nærmere, så man måske kan fastslå, om det er en ny ulv eller en af ulvene længere mod nord, oplyser Miljøstyrelsen.