TV der bevæger dig

Dobbeltsejr: Lokale hold vinder frem på isen

Tyler Fiddler sendte endnu engang pucken i nettet for Danmarksmestrene. Arkivfoto. Foto: Jan Korsgaard

For blot sjette gang i sæsonen kunne Esbjerg Energy fredag aften forlade isen med en sejr.

Der er små 300 kilometer mellem Esbjerg og Rødovre. Vejen har dog formentlig føltes noget længere, da Rødovre Mighty Bulls skulle tilbage over Storebælt fredag aften.

Esbjerg Energy tog nemlig sæsonens blot sjette sejr, da Rødovre Mighty Bulls fredag aften gæstede Granly Hockey Arena i Esbjerg.

Der skulle dog gå længe, før forløsningen kom for de fremmødte tilskuere i ishockeyarenaen, hvor tilskuerne i sidste sæson var vidner til nogle drabelige semifinaler og finaler, før Esbjerg Energy sikrede sig det danske ishockeymesterskab mod Herning for syv måneder siden.

Først med lige over to minutter tilbage af anden periode fik canadiske Ryan Martindale sendt Esbjerg Energy i front.

Med blot fire minutter tilbage af kampen fik Tyler Fiddler fordoblet føringen, inden Sune Hjulmand kunne sende pucken i et tomt mål med tyve sekunder tilbage af kampen, hvor Rødovre satsede alt på at få skabt en smule spænding. 3-0, endte kampen.

Også det andet lokale hold i Metalligaen, Sønderjyske, fik en sejr fredag aften – deres femte sejr i træk for øvrigt efter en dårlig sæsonstart.

Esbjerg Energy er pt. placeret på ligaens syvendeplads, mens Sønderjyskes sejrsstime har bragt dem op på Metalligens femteplads. Begge hold kan dog blive overhalet, da deres nærmeste konkurrenter har en kamp i baghånden.

 


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App