Død mand fundet på kirkeplads i Aabenraa

En mand sidst i 50'erne blev torsdag morgen fundet død ved Kirkepladsen 3 centralt i Aabenraa. Politiet mener ikke, der ligger en forbrydelse bag.

En hundelufter fandt torsdag kl. 06:45 en mand liggende på gaden, og anmeldte det til Syd- og Sønderjyllands Politi, der kort efter kunne konstatere, at manden var død.

KLIK og se flere billeder på localeyes.dk

- Vi undersøgte, om der kunne ligge noget kriminelt bag, men vi fandt hurtigt ud af, at manden bor lige ved Kirkepladsen, hvor han så er faldet om. For vores vedkommende mener vi ikke, der er tale om et mistænkeligt dødsfald, siger Anders Hansen fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.

Der skal nu et ligsyn af manden til for at afgøre, hvad årsagen til dødsfaldet er.