Død mands hus var fyldt med fyrværkeri

150 kasser med almindeligt fyrværkeri fundet flere steder i død mands hus i Brørup.  

Politiet har fundet mellem 100 og 150 kasser med fyrværkeri på hjemmeadressen hos den 42-årige mand, der lørdag blev dræbt i en eksplosion i St. Andst ved Vejen vest for Kolding.
Politiet un dersøgte søndag mandens hjem på Jernbanegade 34 i Brørup, som viste sig at rumme store mængder fyrværkeri.

Lovligt fyrværkeri

Der er tale om konventionelt fyrværkeri, som er lovligt at sælge til privatpersoner i julemåneden. Opmagasineringen har dog ikke været i overensstemmelse med loven.
- Det problematiske er mængden og opbevaringen af den, forklarer kommunikationsansvarlig Helle Lundberg fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Sikker transport

Politiet valgte efter fundet at tilkalde Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste, som nu har undersøgt fyrværkeriet. De nærmeste naboer til adressen blev evakueret i første omgang, men kunne vende tilbage senere og overnatte i deres hjem.
Politiet vil nu sørge for en sikker transport af fyrværkeriet væk fra huset.

Hvem var den anden døde?

Det bliver tidligst i dag, at politiet kan offentliggøre en endelig identifikation af den person, som udover den 42-årige blev dræbt ved eksplosionen lørdag.