Døde planter og stank efter tank-kollaps

Fiske-melasse er åbenbart ikke god gødning for planter. Eller også har planterne fået for meget efter tank-kollapset på Aabenraa Havn for tre uger siden.

I flere haver står planter visne, efter at de blev oversvømmet med 6000 tons fiskemelasse. Samtidig er beboerne i området,bl.a. flere kolonihaver, plaget af en stank af rådne fisk.

Oprydningen efter uheldet er i fuld gang. I denne uge gik man igang med at rydde op i kolonihaverne, men beboerne må leve med lugten et stykke tid.

Skadeservice Danmark skyller husene og forsøger også at fjerne lugten med kemikalier. Når det arbejde er overstået, kommer en gartner og fjerner den forurerede jord - og planter nye planter dér, hvor melassen har hærget.