Dødeligheden størst på offentligt sygehus

Risikoen for at dø af en hjerteoperation er mindre på privathospitalet Hjerte Center Varde end på et offentlige sygehuse.

Det fremgår af tal fra Danske Hjerteregistre og rapporter fra Vestdansk Hjertedatabase.

Region Syddanmark vil efter ordre fra Sundhedsstyrelsen overføre alle de offentlige patienter fra Hjerte Center Varde til Odense Universitetshospital, fordi sygehuset i Odense har ledig kapacitet.

Sundhedsstyrelsen mener, at kvaliteten af operationerne i Odense er højere, fordi lægerne opererer et større antal patienter. Det giver dem en større rutine.

De praktiske resultater på Hjerte Center Varde i 2008 siger imidlertid noget andet.

Dødeligheden inden for de første 30 dage efter en akut ballaonudvidelse var én procent i Varde, mens den på Odense Universitetshospital var på 2,1 procent.

Alle overlevede

Alle i Varde overlevede en planlagt ballonudvidelse, mens 0,4 procent døde i Odense.

Dødeligheden efter bypassoperationer på Odense Universitetshospital var dobbelt så stor som på Hjerte Center Varde, nemlig 3,2 procent i Odense mod 1,4 procent i Varde.

Hjerteklapoperationer i Odense kostede 5,4 procent af patienterne livet. I Varde døde 0,6 procen i løbet af de første 30 dage efter operationen.

I alle målingerne klarede privathospitalet sig bedre end universitetshospitalet.

Hjerte Centret i Varde har ikke afvist patienter, fordi deres sygdom var for vanskelig, så tallene er umiddelbart sammenlignelige.

Hjerte Center Varde blev oprettet i samarbejde med det tidligere Ribe Amt. Region Syddanmark har fortsat samarbejdet, men fra næste år skal alle hjertepatienterne samles i Odense.

Sundhedsstyrelsen har ikke set sig i stand til at kommentere sagen.

Danske Hjerteregistres hjemmeside.