58-årig mand dræbt med knivstik: En mand sigtet i sagen

En kvinde og en mand er torsdag aften anholdt i forbindelse med dødsfaldet på en 58-årig mand i Erritsø ved Fredericia.

Artiklen er opdateret med oplysninger i bunden af artiklen om, hvad der dræbte den 58-årige. En 51-årig mand fra Middelfart er i dag blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et grundlovsforhør ved Retten i Kolding.​​​​​​​

Torsdag morgen blev en 58-årig mand fundet død i en villa i Erritsø ved Fredericia.

På grund af omstændighederne ved dødsfaldet efterforskede politiet, om der lå en forbrydelse bag, og den 58-årige blev obduceret for at få fastlagt dødsårsagen.

Læs mere på LocalEyes.dk

Politiet har nu anholdt en 49-årig kvinde og en 51-årig mand, som sættes i forbindelse med dødsfaldet. I følge Sydøstjyllands Politi har de to en relation til den 58-årige, der ikke er af familiær karakter.

Den 49-årige kvinde er løsladt og den 51-årige mand fremstilles i grundlovsforhør senere i dag formentligt for lukkede døre, oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 58-årige mand, der blev fundet dræbt i sin bolig torsdag morgen, blev dræbt af adskillige knivstik i bryst- og maveregionen. Det er netop kommet frem ved et grundlovsforhør i Retten i Kolding, skriver Fredericia Dagblad.

En 51-årig mand er sigtet for drabet. Han nægter sig skyldig. Manden er blevet varetægtsfængslet i fire uger, skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.