Dødsdømt af OUH, men reddet i Berlin: Regionen undskylder med 300.000 kr

Læger på Odense Universitetshospital gav i 2008 Mai Nielsen den værst tænkelige besked. Hun var uhelbredeligt syg, og der kunne ikke gøres mere. Men Mai Nielsen valgte at betale 300.000 kroner for at blive opereret i Berlin, og det reddede hendes liv. Der er blevet begået fejl, og vi refunderer omkostningerne, lyder det nu fra Regionen.

- Vi kan ikke gøre mere for dig, og du har mellem tre og tolv måneder tilbage at leve i.

Sådan lød dommen over den dengang 52-årige tæppehandler Mai Nielsen fra Esbjerg, da hun for 6 år siden havde kræft i leveren og var tilknyttet Odense Universitets Hospital.

Lægerne mente ikke, at der var mere, der kunne gøres i Danmark for at helbrede Mai Nielsen efter en operation, hvor lægerne vurderede, at knuden var for stor til at tage ud.

Men dén dom var Mai Nielsen absolut ikke enig i.

Ved et tilfælde fik hun oplysninger om, at Universitetshospitalet Charity i Berlin tilbød den operation, som de danske læger ikke kunne eller turde foretage.

Derfor tog hun til Berlin, hvor hun for egen regning blev opereret. Pris for turen: 300.000 kroner.

Nu er Mai Nielsen kræftfri og har været rask i ca. 5 år.

Odense Universitets Hospital har indtil for ganske nylig fastholdt, at de ikke har lavet fejl i Mai Nielsens behandling.

I marts valgte Retslægerådet at rejse kritik af den overlæge, der havde ansvaret for Mai Nielsens behandling.

Samtidig rejste rådet også kritik af, at hendes sag ikke blev forelagt Sundhedsstyrelsen for at finde ud af, om der var nogen andre behandlingsmuligheder.

Nu har Region Syddanmark valgt at refundere Mai Nielsen de 300.000 kroner på baggrund kritikken fra Retslægerådet.