Dødsdom over otte skoler

Otte skoler i Tønder Kommune har fået deres dødsdom i det forlig, som fem partier sent torsdag eftermiddag indgik. Den endelig afgørelse falder dog først på kommunalbestyrelsens møde næste torsdag.

Forliget skal tilpasse antallet af skoler til det faldende børnetal. Målet er at få så lav en driftsøkonomi pr. elev som muligt.

De otte skoler, der skal lukkes, er: Visby, Døstrup, Ballum, Vodder, Bedsted, Nørre Løgum, Abild og Jejsing skoler.

Upopulært, men nødvendigt

- De økonomiske rammer og det faldende børnetal gør det bydende nødvendigt at organisere skolevæsenet på en anden måde for at styrke og udvikle kvaliteten i undervisningen, siger borgmester Laurids Rudebeck (V). Med denne løsning kan vi fastholde Undervisnings-ministeriets vejledende timetal over hele linjen og sikre rammerne for et højt fagligt niveau.

- Desværre betyder løsningen skolelukninger, og vi ved selvfølgelig godt, at det ikke er populært. Men det er nødvendigt, og jeg er glad for, at politikerne har modet til at træffe de svære, men nødvendige beslutninger, siger borgmesteren videre.

Fire distrikter

Kun SF - med tre medlemmer i kommunalbestyrelsen, er ikke med i forliget, som cementerer en helhedsløsning. Den bygger på, at kommunen deles op i fire distrikter med hver sin hovedskole og et antal filialer. Den ændring indføres fra august.