Dødsulykke: Kørt over af lastbil under reparation

En mand på 53 år har torsdag mistet i livet i Tjæreborg ved Esbjerg, da han blev kørt over af en lastbil, som han var ved at reparere.

Ulykken skete på et miljø- og genbrugsfirma på Klintholmvej, oplyser vagtchef Jan Stokholm fra Syd- og Sønderjyllands Politi. Det var firmaets egen lastbil, som havde en defekt. Den 53-årig lå under lastbilen, som holdt med motoren igang.

- Manden, som er blevet kørt over, er død på stedet. Men hvordan lastbilen har kunnet køre ham over, er fortsat uklart, siger Jan Stokholm til Ritzau og TV SYD.

Han fortæller, at der var to mænd til stede, da ulykken skete.

De opholdt sig angiveligt begge uden for lastbilen, der holdt med motoren kørende. Det lykkedes den anden mand at få stoppet lastbilen med håndbremsen, men for sent, forklarer vagtchefen til TV SYD.

- Under reparationen er der sket noget uventet. Den 53-årig lå under lastbilen, og han blev på en eller anden måde kørt over af et af hjulene, siger vagtchefen, som endnu ikke er klar over, om der var andre vidner til ulykken.

- Lastbilen begyndte pludselig at køre - og den anden mand fik trukket håndbremsen, men for sent, siger vagtchefen til TV SYD.

Politiet og andre myndigheder er torsdag aften fortsat på stedet.

- Vi venter på, at bilinspektøren kommer og tager sig af det, og så kommer Arbejdstilsynet bagefter, siger Jan Stokholm.