Dødsulykke på E45: Så starter retssagen

Retssagen mod den 23-årige lastbilchauffør, som er sigtet i en af de seneste års værste trafikulykker, starter i retten i Horsens onsdag.

Tre mennesker mistede livet d. 5. december sidste år, og flere fik alvorlige kvæstelser, da den 23-åriges lastbil påkørte en bil, som holdt i kø eller havde meget lav hastighed på motorvej E45 ved Hedensted.

- Ulykken skete for godt fem måneder siden, og han har det stadig meget dårligt, siger hans advokat Henrik Hougaard til Ritzau.

Mens den 23-årige håber på at blive frifundet for de alvorlige anklager, der er rejst imod ham, så vil anklageren sende manden i fængsel.

- Der vil blive nedlagt påstand om frihedsstraf, sagde specialanklager Thomas Steensen for nylig til Ritzau.

Ulykkens tre dødsofre var en 54-årig mand fra Esbjerg og to kvinder på 19 og 21 år fra Vejle.