Dømt for at sælge datter til sex

Fire mænd er mandag aften blevet dømt i den såkaldte Vejle-sag. De ankede alle deres domme.

Sagen er blevet sammenlignet med den berygtede Tøndersag, og mandag aften efter et langt retsmøde blev der afsagt dom.

En 49-årig mand skal tre år og tre måneder i fængsel for flere seksuelle overgreb mod sin yngste datter.

Blandt andet er faren blevet dømt for at have lejet sin otteårige datter ud til sex til en bekendt. Prisen var enten penge eller stoffer.

Faren var også tiltalt for at have udlånt den syv år ældre storesøster til sine bekendte, men det blev han frifundet for. Pigen var nemlig ifølge sin egen forklaring over 15 år, da det skete.

- Jeg valgte derfor at påstå frifindelse i de forhold, fortæller sagens anklager, Mette Schjoldager til Ritzau.

Farens bror blev også dømt i sagen. På grund af et psykisk handicap kunne han ikke idømmes almindelig fængselsstraf.

I stedet valgte Retten i Kolding at følge anklageren og dømte manden til behandling. Der er ikke fastsat nogen tidsfrist på behandlingen.

Anker domme

To andre mænd blev desuden dømt i sagen. Den ene fik en dom til behandling i op til fem år, mens den anden blev idømt tre måneders fængsel. Alle fire mænd valgte at anke deres domme.

Under sagen er det kommet frem, at overgrebene fandt sted i en kolonihave i Vejle tilbage i 2002 og 2003.

En af de tiltalte har forklaret, at faren og hans bekendte ofte drak sig fulde i kolonihaven. Sagen har afdækket, at det er i den forbindelse, at overgrebene skulle have fundet sted.

Den yngste pige, der er født i 1994 og derfor blot var otte år, da overgrebene fandt sted, har siden dengang ført en tilværelse med adskillige ophold på psykiatriske afdelinger.

Hun har flere gange forsøgt at begå selvmord, og skal man tro de breve fra pigen, som er blevet fremlagt under sagen, så er selve sagen kun toppen af et isbjerg, der dækker over utallige overgreb.

Pigen har i brevene beskrevet, hvordan hun er blevet udsat for misbrug af i omegnen af 30 mænd.