Dømt for sex-overgreb på børn

En 25-årig mand fra Haderslev er mandag ved Retten i Sønderborg blevet fundet skyldig i flere tilfælde af sexovergreb mod mindreårige børn. Straffen udmåles senere i dag.

Anklageskriftet mod manden omfatter 24 forhold, herunder grove sexovergreb og besiddelse af børneporno, mod 10 småpiger. Han er fundet skyldig i en stor del af anklagerne.

Han er fundet skyldig i 13 af forholdene, delvis skyldig i tre og ikke skyldig i seks forhold, skriver bt.dk.

I nogle tilfælde har manden fået kontakt til piger via internettet blandt andet ved at udgive sig for at være fotograf. Han har tiltvunget sig sex med piger ved at true dem med at offentliggøre nøgenbilleder af dem.

Manden har under sagen nægtet sig skyldig.

14-årige piger

Nogle af de overgreb, som manden nu er fundet skyldig i, fandt sted, kort efter at han i februar sidste år fik en fængselsstraf på to et halvt år for 10 seksuelle overgreb, herunder voldtægt.

Blandt ofrene var flere 14-årige piger.