Dommer løslod ulykkesbilist

Dommeren løslod den bilist som lørdag kørte en 15-årig dreng ned i Sønderborg .Politiet krævede bilisten fængslet på grund af høj hastighed, men dommeren fandt ikke, at der var grundlag for en varetægtsfængsling.

Ulykken skete kort efter klokken 17 lørdag eftermiddag på Grundtvigs Allé, hvor den 15-årige cyklede ud foran bilisten.

Allerede lørdag fortalte vidner, at bilisten kørte meget stærkt, da ulykken skete. Og selv om politiet stadig er i gang med efterforskningen af ulykken, blev det mandag besluttet at anholde den 20-årige mand og kræve ham varetægtsfængslet.

Manden er anholdt, fordi "han formodes at have kørt med al for høj hastighed i byområdet, hvor der er hastighedsbegrænsning på 50 kilometer i timen", skrev Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Bilisten er fortsat sigtet for "uagtsom betydelig legemsbeskadigelse i forbindelse med færdselsuheldet", trods dommerens løsladelse.