Dommer vil sende rumæner hjem i fængsel

Rigsadvokaten får medhold af dommer i Sønderjylland. Rumænsk mand kan udleveres til straffesag.

En rumænsk mand kan udleveres til et fængsel i sit hjemland. Det har en dommer i Sønderborg bestemt fredag.

Dommeren har godkendt en beslutning truffet af Rigsadvokaten, som vurderer, at forholdene i de rumænske fængsler nu lever op til kravene i Menneskerettighedskonventionen.

I Rumænien er manden eftersøgt for fire strafbare forhold om økonomisk kriminalitet. 

- Det er i orden at udlevere ham til strafforfølgning, fastslår dommeren i kendelsen ifølge en anklager ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Afgørelsen er tegn på ny kurs. Tidligere i år vakte det opsigt, da Højesteret afviste at udlevere fire rumænere. Det skyldtes, at pladsen i rumænske fængsler var for trang. 

Højesterets afgørelse gjaldt dels en mandlig rumænsk lastvognschauffør, der skulle hjem til afsoning af en dom, og dels tre kvinder, der er tiltalt i hjemlandet i en straffesag, som er en udløber af den store danske såkaldte Hvepsebo-sag.

I den nye sag fra Sønderborg og i et andet tilfælde har rumænske myndigheder imidlertid givet garantier for tilfredsstillende fængselsforhold, og derefter har Rigsadvokaten sagt ja til udlevering.

Forleden luftede justitsminister Søren Pape Poulsen (K) sin tilfredshed med de nye toner.

- Der er tale om en meget positiv udvikling, som vi vil følge tæt, udtalte han.

Manden i Sønderborg-sagen har nu mulighed for at kære kendelsen til Vestre Landsret. I Danmark blev han afsløret, da han kom rejsende med falske papirer.