Dong fyrer hver tredje efter historisk lave oliepriser

Dong Energy bekræfter, at olie- og gas-sektionen skærer 280 stillinger væk. Det svarer til hver tredje ansat. Nogle fyringer kan ramme i Esbjerg.

Dong Energy har torsdag orienteret medarbejderne om nedskæringerne, som skyldes den historisk lave oliepris.

TV S har spurgt, om fyringerne kan ramme i Esbjerg, hvor Dong Energy har en større afdeling.

- Det kan vi ikke sige noget om endnu, lyder svaret. Det bliver først senere besluttet, hvor fyringerne skal effektueres.

Lige nu undersøger firmaet, hvor der er ledige stillinger, som ikke skal genbesættes. Nogle midlertidige konsulentstillinger kan også komme i spil. Først i slutningen af marts vil der blive meldt noget ud.

De voldsomme fald i olieprisen har taget hårdt på branchen verden over. Det gælder også Nordsøen.

Udover Dong Energy, som nedlagde 100 stillinger i 2014, har Mærsk gennemført massive nedskæringer, både herhjemme og i udlandet.

De lave oliepriser har også vist sig i historisk store nedskrivninger hos netop Mærsk og Dong Energy.