Dong skal fjerne hvert 10. job

Energikoncernen Dong Energy, som har hovedsæde i Skærbæk ved Fredericia, vil inden årets udgang være klar med spareplan, der fjerner op mod 600 stillinger. Det svarer til hver tiende ansatte.

Energiselskabet Dong Energy vil nu skære mellem 500 og 600 stillinger væk som led i en stor spareplan. Den skal være på plads allerede inden årets udgang, fremgår det af selskabets regnskab for tredje kvartal.

Sælger aktiviteter

Den store spareplan skal nedbringe selskabets omkostninger med én milliard kroner årligt. Selskabet lægger også op til at sælge aktiviteter fra for ikke mindre end 10 milliarder kroner i årene 2013 og 2014.

Besparelser kommer som følge af en dårlig økonomisk udvikling i selskabet. I løbet af årets første ni måneder er resultatet efter skat et underskud på 2,4 milliarder kroner.

Utilfredsstillende

- Det er et utilfredsstillende resultat, vi leverer for årets første ni måneder. Det er ligeledes utilfredsstillende, at vi må nedjustere vores forventninger til driftsresultatet for 2012, siger Henrik Poulsen, administrerende direktør for Dong Energy.

Problemerne skyldes blandt andet et europæisk gasmarked, der er præget af overudbud og lav indtjening. Lave CO2-priser og kulpriser har gjort kulfyrede kraftværker mere konkurrencedygtige end gasfyrede.

Dertil kommer, at Dong Energy har måttet hensætte 2,3 milliarder kroner i forbindelse med tabsgivende kontrakter i forbindelse med gaslagre i Tyskland.

Kontrakterne er indgået i 2006-07, hvor adgang til lagerkapacitet var en forudsætning for at være på markedet. Siden har markedets udvikling nedbragt værdien af lagerkapacitet kraftigt.

Yderligere hensætter man 600 millioner kroner i forbindelse med en tabsgivende aftale i Holland.

- Den dårlige resultatudvikling i 2012 har øget behovet for markant at styrke Dong Energys indtjening, siger Henrik Poulsen.

Ud over spareplanen på en milliard kroner og frasalg af ikke-kerneaktiviteter vil Dong Energy prioritere fremadrettede investeringer og restrukturere tabsgivende aktiviteter i gasmarkedet, oplyser Henrik Poulsen.