Drabsdom stadfæstet

Roland Nielsen fik torsdag stadfæstet sin drabsdom ved Vestre Landsret. Han er dømt til psykiatrisk behandling for drabet på Maren Noesgaard i Vejle i september for to år siden.

Maren Noesgaard blev fundet i sin lejlighed i Havnegade i Vejle og hendes kæreste, Roland Nielsen, var forsvundet. Hun havde ligget i lejligheden i to uger, da drabet blev opdaget.

Dræbt i jalousi

Roland Nielsen flakkede rundt i et halvt år, inden han blev genkendt ved Padborg og anholdt.

De to havde været kæreste i nogle måneder, og både by- og landsret fandt det bevist, at Roland Nielsen havde kvalt Maren Noesgaard.

Motivet var angiveligt jalousi, fordi Maren dansede med en anden mand på værtshuset Lumskebugten - tæt på lejligheden - den 6. september 2008.

Ønskede frifindelse

Den dømte have appelleret byrettens dom for at blive frifundet. Han fastholdt i landsretten, at han var uskyldig - og gentog påstanden lige til hans afsluttende bemærkninger før domsafsigelsen.