TV der bevæger dig

To dræbt i trafikulykker i Sønderjylland

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

En 47-årig kvinde og en 29-årig mand blev torsdag aften dræbt i ulykker ved Haderslev og på Als.

En 47-årig kvindelig cyklist blev ved 20-tiden i aftes dræbt, da hun blev påkørt af en bil på Nedervej ved Skovby på Sydals. Kvinden, der selv boede i området, døde på stedet ved ulykken.

Den 35-årige rumænske mand, der førte bilen, blev efter ulykken anholdt af politiet, fortæller vagtchef Henrik Sønderskov fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Manden er sigtet for ulovligt at køre bil, fordi han har fået frakendt sit kørekort. Han blev desuden testet positiv for euforiserende stoffer, forklarer Henrik Sønderskov.

Politiet afventer nu svar på en blodprøve, før det beslutter sig for, hvad den 35-årige mand yderligere skal sigtes for.

Soloulykke i Haderslev

Senere på aftenen - klokken 20.49 - blev en 29-årig mand dræbt ved en solo-bilulykke på Fjelstrupvej ved Neder Åstrup øst for Haderslev. Her kørte den 29-årige og en medpassager ind i et vejtræ tæt på frakørslen til Aastrup Allé.

- Medpassageren - en mand, som vi venter på at få endeligt identificeret af de pårørende - blev efter ulykken indlagt i kritisk tilstand på Odense Universitetshospital, fortæller vagtchef Henrik Sønderskov fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

De to mænd kørte i en tysk indregistreret bil. De pårørende til den dræbte er underrettet.


Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App
Hent vores nye Play App