Dreng død efter slag i hovedet

Den lille dreng i Øster Højst er død af hjerneødem efter gentagne slag i hoved og på krop. Drengens 21-årige mor og hendes 29-årige kæreste nægter sig skyldig i vold.

Retten I Sønderborg valgte at følge anklageren og lukkede dørene. BT og Ekstra Bladet protesterede på pressens vegne.

Dørlukningen skete efter begæring fra anklager Christina Korsgård Andersen, som argumenterede for, at det kan forstyrre politiets efterforskning, hvis sagens detaljer kommer frem i offentligheden.

Politiets efterforskere skal nemlig nu i gang med at afhøre forskellige personer med forbindelser til parret, og deres vidneudsagn må ikke blive påvirket af, hvad der kommer frem i retten.

Vold af særlig farlig karakter

Den 21-årige biologiske mor og hendes 29-årige kæreste sigtes for vold af særlig farlig karakter. Obduktionen af den lille dreng har vist, at han er slået gentagne gange i hovedet og på krop.

Dødsårsagen menes at være væskeansamling i hovedet. Det såkaldte hjerneødem, som skaber overtryk i hjernen og afbryder blodtilførslen.

Desuden havde drengen brud på en nakkehvirvel efter slag. Der var også indre kvæstelser, viste obduktionen.

Nægter sig skyldig

Begge sigtede nægter sig skyldig, inden dommeren lukkede dørene.

De var påvirkede af situationen, men virkede fattede. Morens hår var farvet kulsort med pink striber, mens hendes kæreste - som ikke er barnet far - virkede lidt forhutlet.

Anmeldte selv drengens død

Den 21-årige kvinde ringede selv til alarmcentralen mandag kl. 8.54.

Politiet blev tilkaldt, da omstændighederne ved drengens død var mistænkelige. Og kl. 10.40 blev begge anholdt.

Ikke sigtet for drab

Anklagemyndigheden har valgt ikke at sigte parret for drab, men har i stedet sigtet dem for vold med døden til følge efter straffelovens paragraf 246.

Paragraffen om vold med døden til følge er i modsætning til drab en paragraf, der bruges, når anklagemyndigheden mener, at det ikke har været hensigten at dræbe.

Strafferammen for vold med døden til følge er fængsel i op til 10 år.Begrundelsen for dørlukningen er efterforskning.

Kan vare flere timer

Retsmødet kan vare flere timer, og dommeren vil så tage stilling til, om parret skal varetægtsfængsles eller ej.

Med den fremlagte obduktionserklæring vil det dog være overvejende sansynligt, at parret bliver fængslet i fire uger.