Drengedrøm fik vinger

På en mark ved Aabenraa ligger RC Parken. Det er et slaraffenland for entusiaster, der gerne vil til vands, til lands og i luften med deres modelfly, modelskibe og modelbiler. Det var Bille Ruwald, der brugte sin opsparing, byggede parken og gav sin drøm vinger.

RC Parken er en forlystelsespark for alle radiostyrede modelfly, modelskibe og modelbiler, og det er der navnet til parken kommer fra: Radio Controlled. Den er bygget af Bille Ruwald med et eneste formål: at lege

- Jeg synes i det her forjagede samfund, der er det rigtig dejligt, at vi pludselig har et sted, hvor vi bare kan være os selv, være alene og gør det vi allermest har lyst til, siger han.

Vokser hastigt

Det startede med fem medlemmer, men i dag har RC Parken over 130 medlemmer og flere kommer til hver uge.

- Det er folk i alle aldre, og det er også fra den anden side af grænsen, siger Bille Ruwald.

Bille Ruwald har sammen med sin kone brugt en stor del af familiens opsparing til at lave det store legeland, han altid har drømt om. Og drømmen blev til virkelighed i august 2012, efter fire år på tegnebrættet.

Og det har han ikke fortrudt.

- Når man bliver lidt ældre, så kan man enten købe sit drømmehus i Spanien eller man kan finde på noget andet. Jeg fandt på noget andet, jeg ville ikke have rødvinsnæse i Spanien