Driftchef: Asyljob er som udlandsophold med søvn i egen seng

Indbyggertallet i sønderjyske Uge blev fordoblet, da asylcenteret åbnede. Nu lukker det igen efter mindre end to år.

Fredag aften forklarede driftchefen i AsylSyd, hvad opskriften er på fred og fordragelighed, når man åbner et asylcenter og fordobler indbyggertallet.

- Man opnår succes med et asylcenter ved at være åben overfor byens borgere, holder informationsmøder, inviterer folk indenfor og forsøger at ansætte lokalt, sagde driftchef hos AsylSyd, Jakob Kirkegaard, til TV SYD.

Men hvordan gør man det til et attraktivt job, når det er under to år siden I kom til Uge – og nu lukker igen?, spurgte studievært Søren Vesterby.

- Vi gør det meget klart, at man skal se det som en oplevelse. Man kan lidt sjovt sige: Det er som et udlandsophold, hvor man sover i sin egen seng om natten, forklarede driftchefen.

quote

Man opnår succes med et asylcenter ved at være åben overfor byens borgere, holder informationsmøder, inviterer folk indenfor og forsøger at ansætte lokalt.

Jakob Kirkegaard, driftchef, AsylSyd

Derudover sætter AsylSyd fokus på at øge kompetencerne hos de ansatte – og at gøre det til et godt job, mens de ansatte har det.

- Der findes ikke en asyluddannelse. Så bliver man ansat på et asylcenter, har man ikke den asylerfaring der ligger i at kunne udføre jobbet. Vi giver f.eks. medarbejderne kurser i konflikthåndtering og sorg og kriser, forklarede Jakob Kirkegaard.

Men der har også været udfordringer.

- Det er der på alle centre. Det er en gruppe mennesker, som er i en utrolig svær situation. På centeret i Uge var der en periode, hvor nogle af beboerne var utilfredse med at bo der. Derfor havde vi behov for en tryghedsvagt for at sikre vores medarbejdere. Det er også en del af opgaven.

I forbindelse med lukningen af asylcenteret i Uge, har AsylSyd tilbudt alle medarbejderne et outplacementforløb, hvor de kan få hjælp med at få beskrevet de nye kompetencer, få udbygget deres cv og komme i gang med de første ansøgninger.

Asylcenteret i Uge er helt tomt ved udgangen af juni måned.